I kan blive gift i Hellerup kirke, hvis mindst én af jer har bopæl i sognet, er døbt her eller har anden særlig tilknytning til sognet. Kontakt gerne kirkekontoret for at høre nærmere og aftale dato og tidspunkt for vielsen.
Herefter skal I via borger.dk indsende en ægteskabserklæring for at få udstedt en prøvelsesattest (følg ovenstående link). Prøvelsesattesten er bevis på, at betingelserne for indgåelse af ægteskab er i orden. Attesten må højst være 4 måneder gammel, når vielsen finder sted.
Prøvelsesattesten skal afleveres til kirkekontoret sammen med navn og adresse på to vidner.
Cirka en måned før vielsen skal I kontakte præsten og aftale tid til en samtale. Når I mødes med præsten, beslutter I i fællesskab, hvilke salmer der skal synges. Ud fra dette salmevalg, årstid m.m. vælger organisten den rette orgelmusik til ind- og udgang, men har I særlige ønsker hertil, kan det anbefales at tage kontakt til organisten.
Hvis der skal fremskaffes særlige noder, er det en fordel at gøre opmærksom på dette så tidligt i forløbet som muligt.
Alt, som vedrører vielsen, aftales med den præst, som forestår handlingen.
Få flere informationer om vielse og find relevante blanketter på folkekirken.dk